Gå til hovedindhold

Svimmelhed

Næsten en tredjedel af ældre over 65 år oplever svimmelhed. Svimmelhed øger risikoen for fald.

  • Læs op

Indhold

    Oplever du svimmelhed, er det vigtigt at du får undersøgt årsagen nærmere hos din praktiserende læge. Alder er ikke en årsag til svimmelhed!

    Herunder kan du blive klogere på forskellige årsager til svimmelhed.

    Drikker du væske nok?
    For lidt væske kan være årsag til svimmelhed. Du bør drikke mindst 1½ L væske om dagen. Hvis du med alderen ikke føler den samme tørst som tidligere, er det vigtigt at være ekstra opmærksom på at få væske nok.

    Drikker du alkohol?
    Der findes ikke en sikker genstandsgrænse, hvor det er helt uden risiko at drikke alkohol. Alder øger følsomheden for alkohols skadelige påvirkning af helbredet, derfor kan alkohol give svimmelhed og balanceproblemer.
    Føler du dig svimmel, bør du undgå alkohol. 

    Aarhus Kommune har et gratis og anonymt tilbud til dig, som ønsker at nedsætte dit alkoholforbrug eller ændre dine alkoholvaner. Det er ofte lettere at ændre vaner hvis man får vejledning og støtte.

    Tager du medicin?
    Bivirkninger fra medicinske præparater kan gøre dig svimmel, fx sovemedicin eller hjertemedicin. Hvis du tager mere end fire medicinske præparater skal du være ekstra opmærksom, pga. præparaternes indbyrdes påvirkning. Få en medicin gennemgang hos din praktiserende læge. Du skal altid tage medicinen som den er blevet ordineret, hverken mere eller mindre.

    Har du spændte nakke muskler?
    Ved nakkeproblemer eller spændingshovedpine kan svimmelhed være et symptom. Snak med din praktiserende læge.

    Har du løse øresten?
    Løse øresten er en af de hyppigste årsager til svimmelhed. Øresten er små krystaller i det indre øre, der river sig løs og triller ud i buegangene. Øresten opleves ofte som anfald af svimmelhed af kort varighed i forbindelse med bestemte bevægelser. Typisk når du vender dig i sengen til den ene side eller bukker dig ned. Svimmelheden kan ledsages af kvalme og opkastning.
    De fleste kan, med behandling, få ørestenene på plads igen. Bliv undersøgt hos din praktiserende læge eller hos en øre/næse/hals læge. 

    Har du problemer med blodtrykket?
    Både forhøjet blodtryk og for lavt blodtryk kan udløse svimmelhed. Hvis du rejser dig hurtigt op og oplever svimmelhed, kan årsagen være at blodtrykket pludselig falder. Mangel på væske, mad eller træthed kan også føre til at blodtrykket falder.
    Bliv undersøgt hos din praktiserende læge, hvis du har mistanke om at dit blodtryk er årsag til svimmelhed.

    Er du syg?
    Forskellige sygdomme eller tilstande kan være årsag til eller udløse svimmelhed, fx lungebetændelse, urinvejsinfektion, stress, diabetes, hjertesygdom, lav blodprocent, sygdomme i det indre øre mv. Din praktiserende læge vil kunne undersøge årsagen til din svimmelhed.

    Hvad kan du selv gøre?
    Når man er svimmel kan man være tilbøjelig til at holde sig i ro, for ikke at gøre svimmelheden være. Det kan starte en ond spiral, hvor det bliver svært at holde sig fysisk i gang, det kan blive sværere at klare de daglige gøremål og inaktiviteten tager overhånd. 
    Derfor er det vigtigt at du er nysgerrig på din svimmelhed og årsagen dertil. Opsøg din læge og få hjælp. Din praktiserende læge har også mulighed for at henvise dig til Faldklinikken på Aarhus Universitet Hospital, hvis der er behov for yderligere udredning.
    Det er vigtigt at du holder dig aktiv og i god form på trods af svimmelheden. Hvis du ikke kan klare dine vante motionsformer, kan det være at du kan finde andre motionsformer.

    Sidst opdateret: 18. september 2023